Tag ansvar for dine egne følelser

TAG ANSVAR FOR DINE EGNE FØLELSER.

Det tema er jeg stødt på rigtig mange gange indenfor de sidste uger.

Jeg ved også godt hvorfor.

Jeg har nemlig sagt farvel til et venindeforhold, som har varet i 16 år. Og det var mig, der sagde stop.

Jeg har kunnet mærket de indre regler dukke op, som har været prentet ind i min bevidsthed fra barnsben: Du må ikke såre en anden med vilje.
For det var jo det, jeg gjorde, helt bevidst. Selvom jeg kunne håbe, at hun mest var lettet over det…

Hvordan har DU det, når du med en bevidst handling kommer til at såre en anden?

Noget særligt for os kvinder?

Det er som om, det er typisk kvindelæring, det her: At tage ansvar for en andens følelser. Før mine egne.

I mine yngre år var jeg meget optaget af at tage ansvar for, om andre følte sig såret over noget, jeg sagde eller gjorde. For søren da, hvor var jeg på overarbejde.

I dag forsøger jeg at tage ansvar for mine egne handlinger og følelser, og det forventer jeg også, at andre gør.

Hvad skal jeg gøre?

Jamen, spørger du, hvad så når jeg står overfor en, der ikke tager ansvar for sine egne følelser?
Og gerne vil have at jeg tager skylden for de ubehagelige følelser?
Ja, faktisk forventer, at jeg fjerner den ubehagelige følelse.

Skal jeg så “komme et plaster på såret” og undskylde min handling/mit udsagn? Vel vidende at jeg svigter mig selv og det jeg mærker, er sandt for mig?

Nixen bixen.
Nallerne væk fra den suppegryde af miskmask, så personen selv kan få en mulighed for at modnes i sit følelsesliv.

Dine følelser er dine egne.

For de følelser vi mennesker får aktiveret, når en anden person siger eller gør noget, de følelser er vores egne! Uden undtagelse.

Når et menneske har sagt eller gjort noget, som du bliver virkelig såret over, så er det ikke noget, der er lagt over i dig eller anbragt hos dig, men derimod noget hos dig selv, som er blevet trigget. Hvis det har ligget ubevidst, og hvis du har oplevet det mange gange i dit liv, ja så kan følelserne være meget stærke.

Så hvis du selv får lyst til at give en anden skylden for nogle ubehagelige følelser, så træk lige følehornene til dig igen og giv dig tid til at være i det, du mærker. Tal om det, men ikke som om den anden er skyld i det, men som dit eget, som du gerne vil komme overens med og kunne være i, uden at det overvælder dig.

Akkurat sådan skal den anden, der føler DU er årsag til ubehagelige følelser, også hjælpes til at gøre.

Sommetider kan nogle samtaler med en professionel være et godt neutralt sted at lære at omfavne sig selv med alt, hvad der dukker op. For hvem siger, at det er forkert at føle sig såret? Måske kan det blive trædestenen ud til et mere autentisk liv?

Derfor, tag ikke skylden for en andens følelser, lad den andens projektioner glide af, og returner dem kærligt til vedkommende. Vær lyttende. Vær gerne omsorgsfuld, men tag ikke ansvaret for en andens følelser!

Tag ansvar for dine egne handlinger, for måske er der noget du kan lære af det? Måske kom også din handling fra et sted dybt i dig, som trænger til at komme ud i lyset til en kærlig omfavnelse?

Kursus?

Jeg får lyst til at lave et kursus i, hvordan vi beholder vores følelser hos os selv og tager os af dem, så vi ikke sender ansvaret for dem videre til en anden/andre. Måske kan det være et online-kursus… ?

Jeg kender nemlig det her emne indefra:
Et ægteskab i 18 år med fysiske “udladninger” mindst et par gange om året. Jeg var i mange år overbevist om, at jeg selv havde skylden for slagene – og det mente han også. Vi forsøgte at ændre det, men det lykkedes ikke.

Så, jeg af alle véd, at det ikke fører til et modent følelsesliv, at du tager ansvaret for en andens følelser!

Og jeg ved også, at når vi tager ansvaret for os selv, så fører det til en frihed, der ikke vil mistes igen!

Mine tanker går til dig, der bare mangler det sidste lille puf til, at du lader ansvaret for andres følelser ligge! Og nøjes med at tage dig af dine egne

One Reply to “Tag ansvar for dine egne følelser”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *