Derfor bør du slette ordet “burde” fra dit ordforråd ;-)

Jeg burde være en bedre mor.

Jeg burde også skrive flere blogindlæg.

Og jeg burde tabe mig, så jeg burde spise flere grøntsager og mindre brød. Og jeg burde begynde at løbe igen.

Nu jeg er i gang med selvafsløringerne, så burde jeg også ringe noget oftere til min far, få styr på min bunke på reolen og blive færdig med at sortere alle mine gamle fotos.

Måske kender du det fra dig selv – at der er en masse ting, du burde gøre, men ikke får gjort?

Eller ting du ikke burde gøre, som du alligevel bliver ved med at gøre?

Pyha, der er så meget vi burde…… eller er der nu også det?

At tænke ”jeg burde” har mig bekendt ingen som helst gavnlig effekt.

  • Det hjælper os ikke til at få gjort noget som helst.
  • Det hjælper os ikke til større selvindsigt.
  • Det gør os ikke mere rummelige over for andre.
  • Og det hjælper os ikke til at blive bedre mennesker.

Faktisk virker det snarere modsat!

At tænke ”jeg burde” noget, gør os kede af det.

  • Det reducerer vores selvværd og får os til at føle os dårligere tilpas.
  • Fra et tiltræknings-synspunkt sænker det vores vibration og dermed vores tiltrækningspunkt.

Og som jeg ser det, er de ting vi føler, at vi burde gøre, som regel ikke noget der kommer inde fra os selv.

Det er andres mening; mors & fars mening, familie, venner og bekendtes mening, matematiklæreren fra 3. klasses mening, journalisters og politikeres mening, autoriteter og eksperts mening, samfundets mening, osv., osv.

Det er hvad de mener, jeg burde gøre. Eller hvad jeg tror, at de mener, jegburde gøre!

Når vi ikke gør det, vi føler at vi burde, er der som regel en grund! Måske føler vi, at vi har for lidt tid eller for meget om ørene. Måske har vi slet ikke lyst. Der kan være masser af årsager.

Uanset hvad, så synes jeg at ”jeg burde” skader langt mere end det gavner.

Derfor har jeg gjort en indsats gennem længere tid for at udrydde ”burde” fra mit eget ordforråd.

Jeg har erstattet det med ”hvis jeg virkelig ville, kunne jeg

Så hvis jeg virkelig ville, kunne jeg jo bare begynde at løbe igen, skrive flere blogindlæg og sortere resten af mine fotos.

Det føles så meget bedre at sige det på den måde. Og jeg savner ikke ”burde” – det kan sagtens undværes!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *