At lytte – uden at løse

“Når jeg fortæller hende om noget, der er svært, så begynder hun at fixe de problemer, hun tror, jeg har.

Jeg fortæller det jo kun, fordi jeg sammen med hende bedre kan holde det ud at tale om det og undersøge det fra flere sider og finde min egen vej igennem det.

Jeg ville ønske, at hun kunne holde ud at være i det sammen med mig, uden at blive så optaget af at hjælpe mig med at løse det. Det er, som om hun synes, det er forkert, jeg har det sådan…”

Ovenstående hjertesuk har jeg hørt mere end én gang fra mennesker, som havde velmenende venner og familie, som alle gerne ville hjælpe, men som gjorde det sværere i stedet for.

At lytte, rumme og være sammen med et hjælpsøgende menneske, der fortæller, dét er ikke altid nemt.

For vi er ofte drevet af en stor trang til at hjælpe og flytte personen fra dét sted til et bedre sted. Det må være det bedste, tænker vi.

Men faktisk er personen selv den eneste, som virkelig kan finde løsningen, der er sand.

Og DU kan hjælpe ved at være tilstede, tilbyde nærværets ro og accept og ikke-fordømmelse.

I dét rum giver du den anden plads til at gå de skridt længere, end hun/han måske kunne have gået alene.

Derfor, sæt dig på dine hænder, luk munden og slå lyttelapperne ud. Vær til stede. Helt.

Så er du den bedste hjælper.